Håret er væk, øjenbrynene er væk, ørerne er reduceret til to huller i hovedet. Næsen er brændt bort og kun delvis bygget op. Al hud i ansigtet og på halsen er transplanteret fra andre steder på kroppen og forsøgt sat sammen igen til et slags ansigt. Ud af de konstant ophovne og røde øjne løber der nu og da en klar væske, som om Lasse Gustavson græder.Det gør han ikke. Han går derimod sin gæst i møde med kasketten trukket godt ned i ansigtet som et værn mod den spæde forårssol, der denne dag gør den svenske skærgård en time nord for Göteborg endnu smukkere. Vi mødes midt på gårdspladsen foran det klassiske svenske træhus.»Välkomna…« lyder det med en dyb og varm bas fra det misdannede og arrede ansigt. Lasse plirrer med øjnene og en dråbe løber ned ad kinden. Jeg rækker instinktivt hånden frem til hilsen. Det samme gør han. Jeg får fat i en underlig klump og kigger ned. Begge hænder mangler, brændt bort af den samme ild, som tog hans ansigt og ændrede hans liv for altid.

Det er umuligt at møde 51-årige Lasse Gustavson uden at blive påvirket. De ufattelige brandskader, det vansirede ansigt, de levende, men løbende øjne. På mange måder ligner han en figur fra en amerikansk horrorfilm, men Lasse kan ikke tage masken af, og som gæst bliver man nødt til at finde sin egen grimasse og forholde sig til såvel »masken« som manden bag.

Gør man det, venter der et møde med en ekstraordinær person. Et menneske, som på mange måder er et omvandrende mirakel, for han burde være død den vinterdag i 1981, da han som nyuddannet brandmand kørte ud til en fabriksbrand og pludselig befandt sig midt i en enorm lækage af gas, der kun ventede på en gnist for at forvandle sig til et dødsensfarligt inferno af ild og varme.

»Gnisten« sad Lasse og hans kollega selv på i form af en motor i tomgang. På få sekunder eksploderede 12 tons propangas rundt om dem og forvandlede brandbilen til en dødsfælde. Lasse gjorde det eneste rigtige, han løb for livet, mens han krop brændte som en fakkel. Han overlevede, det gjorde kollegaen ikke.

I dag er Lasse Gustavson en af Skandinaviens mest benyttede foredragsholdere, ledertrænere og coaches. Titusindvis af nordmænd og svenskere kender ham, i Danmark er han stort set ukendt, men han er på vej til København med sit foredrag »Dine tanker – Dine muligheder«.

Overalt, hvor han kommer frem, lytter folk. Måske fordi han ikke blot fortæller om at være en vinder, men fordi han er det efter en smertefuld og årelang kamp for at vinde livet tilbage. De voldsomme forbrændinger og det arrede ansigt får folk til at lytte og har paradoksalt nok givet Lasse et meningsfyldt liv igen:

»Når folk ser mig, får jeg ofte en stærk adgang til både deres hoved og hjerter. Som mennesker er vi meget visuelle, og alle kan se, at jeg har været ude for en alvorlig hændelse, og det hele ikke bare er ord. Det giver mig muligheden for at tale med mennesker, nå ind til dem og i sidste instans give dem de brikker i deres livs puslespil, som de mangler eller ikke kan se.«

For Lasse handler det om mening på et dybere plan. Både for de tusindvis af mennesker, han møder hvert år, og for ham selv:

»Efter gaseksplosionen lå jeg i månedsvis på sygehuset og balancerede på kanten af livet. Jeg var så svag, at jeg intuitivt vidste, at jeg ikke havde råd til at tænke negativt eller lade hadefulde tanker fylde mig op, hvis jeg ville overleve. Det var de små skridt, og det var her og nu, der var vigtigt. Sådan har det været lige siden. Eksplosionen blev en »ny start« for mig, hvor jeg opdagede, at mange gerne vil høre min historie og lære af mine indsigter om indre og ydre tryghed, hvordan man undgår offerrollen, tager kontrol over sine tanker og skaber sit liv. Uden at tilhørerne selv skal gå samme smertefulde vej som jeg for at få indsigterne.«

Det er blevet missionen i Lasse Gustavsons liv: At gøre en forskel og acceptere, at der i det umiddelbart meningsløse er en mening med, at det skulle ske for ham, en mening med at han resten af livet skal leve med at være skamferet af flammerne:

»Det kan være svært for mange at tro, men jeg har accepteret min skæbne og kan ærligt sige, at jeg er glad for mit liv. Det, der skete dengang, har lært mig meget om mig selv og andre mennesker. Mange spørger: »Er du et andet menneske efter ulykken?« Det ærlige svar er, at jeg er mere mig selv end nogensinde. Jeg er kommet i kontakt med en kerne i mig og nogle indre værdier, som jeg ikke kendte til før ulykken.«

Lasse Gustavson afbryder sig selv, han taler helst ikke om »ulykker«. Mest fordi mange forbinder det med negative, »hvor-er-det-synd-for-dig« følelser. Dem kan han ikke bruge til noget. Derfor er »ulykke« ikke det rigtige ord at hæfte på det, der skete. For det er ikke ubetinget synd eller negativt, når han selv skal sige det. Så langt -fra faktisk:

»Der er også kommet meget godt ud af det, der hændte mig. Jeg har bl.a. oplevet en stærk kærlighed, og hvor vigtigt det er at kunne give og modtage. Jeg har opdaget, at jeg har al den styrke, jeg har brug for indeni mig selv. At mit liv afhænger af mine egne tanker og indstillinger og ikke alle mulige andres. Jeg har fået mening og retning i mit liv, hvis man skal sige det kort.«

Det lyder næsten som om han er taknemmelig for det, der skete. Sådan skal det ikke forstås, forsikrer Lasse. For ham giver det bare ikke mening at svare på, om det ville have været bedre, hvis ulykken ikke var sket. »Det er den nu engang, og det er det, jeg lever udfra. Jeg har brugt år på at lære af den og komme overens med mig selv og mit udseende igen. Det er lykkedes.«

Mens Lasse ligger hjælpeløst på sygehuset, forelsker han sig i den kvindelige fysioterapeut, der genoptræner ham. Interessen er gengældt. Lasse suger energien og opmærksomheden i sig og kan næsten ikke tro sit held. Det er ikke slut, han er ikke et isoleret væsen, som ingen vil kendes ved.

Under genoptræningen udvikler de et forhold, alt imens lægerne undrer sig over, hvor hurtigt hans sår heler. Lægerne mener, det er den friske luft på de lange gåture med fysioterapeuten, der kan være forklaringen, men Lasse ved bedre:

»Mødet med Eva-Marie blev vigtigt for mig. Hun hjalp mig i en kritisk tid og gav mig håb og tro på, at livet ikke var slut. Det gav selvværd, at hun ikke løb bort, men tværtimod blev og kunne lide mig, som jeg var. Første gang vi kyssede… Hmmm, det var stærkere og mere uforglemmeligt end mit første kys.«

Forholdet varede otte år, før det sluttede. Siden har Lasse mødt en ny kvinde, som han har fået tre børn med. De er i dag 15, 13 og 11 år. For nogle år siden sluttede deres tid sammen, og han lever nu alene. Selv om parret med Lasse Gustavsons ord gik fra hinanden »på den bedst tænkelige og respektfulde måde« bruger han eksemplet med skilsmissen til at understrege, at alle oplever prøvelser, og det er svært at sammenligne:

»Forskellige mennesker oplever forskellige prøvelser. Mine er bare synlige, hvilket får mange til at have ondt af mig. Men hvad med de indre prøvelser? De er ikke synlige, men de kan være umådelig svære at komme igennem: Tag en skilsmisse. For fire år siden blev jeg skilt, og tiden forud var på mange måder ligeså svær, som da jeg blev brandskadet. Selvfølgelig drejer det sig om forskellige prøvelser. Da jeg lå på sygehuset, drejede det sig kun om mig og om, at jeg skulle lære at håndtere mit nye udseende. Da Anna og jeg skulle skilles, handlede det om tre børn og et forhold, som jeg ikke ville miste. Det var en mindst ligeså stor prøvelse for mig som menneske. Skilsmisser har næsten hvert andet menneske oplevet, så vi møder alle vores udfordringer, men vi har chancen for at vokse med dem og lære af dem.«

Lasse lærte tidligt, at han ikke kan løbe fra sit udseende. Hverken dengang eller nu. Derfor har han også sagt nej til lægernes tilbud om en naturtro paryk, øre-protester i titan, en kunstig næse og en stribe andre kosmetiske operationer. For som han siger: »Jeg vil ikke gå og lede over hele huset efter stumper af mig selv, når jeg skal ud af døren.«

For Lasse er det vigtigt at vise verden, at det ikke er hans identitet, der er brændt bort, men derimod hans hud. Inde bag »masken« er han stadig et menneske. Det er lettere i dag end dengang, hvor han lå på sygehuset uden ansigt og kun 25 år gammel:

»I starten havde jeg et stort behov for at forsvare og forklare, hvorfor jeg så ud, som jeg gjorde, indtil den dag, hvor jeg indså, at jeg ikke har ansvaret for andres reaktioner. Jeg har kun ansvaret for, hvordan jeg selv forholder mig til andres reaktioner. Jeg kan ikke bare prikke en kvinde på skulderen og spørge, skal vi danse. Jeg er nødt til at show up og vise, hvem jeg er.

Men når jeg ser mig selv i spejlet, tænker jeg ikke: »Åh, Gud nej…« Jeg ved, jeg ser anderledes ud. Jeg passer ikke ind på en almindelig skønhedsskala og kan opnå prædikatet et eller ti. Jeg skal bedømmes på en anden skala, men jeg har oplevet, at mange godt kan se igennem masken, når først de lærer mig at kende og tager sig tid til at møde mig.«

Lasse Gustavson kommer til Danmark med sit foredrag »Dine tanker – Dine muligheder« den 11. marts 2008 kl. 19-22 i Glassalen i Tivoli. Læs mere www.coachforum.net