Af Jesper Kjærgaard
En uge efter foredraget i Falconer står vi på Svendborg Teater og
forebereder aftenens foredrag. Jeg spørger hvordan det går med Cal, hans
far. Han kigger lige på mig og siger at han lige i går fik en ordentlig
omgang kemoterapi, og at han har det vildt dårligt. Men min far brokker
sig ikke, siger Chris. Det har han aldrig gjort. Faktisk har han aldrig
hørt sin far pive over noget en eneste gang i hele sit liv.
Lidt senere står vi ude på fortovet foran Svendborg Teater, og trykker
hænder med alle der strømmer til for at høre foredraget. Jan Pytlick
kommer forbi, og fortæller at hele kvindelandsholdet nu har taget “hu-ahh”
til sig som deres kampråb. Han bliver hængende lidt og takker for det
sidste foredrag som Chris holdt for håndboldpigerne. Respekten nærmest
lyser ud af ham.
Det støvregner lidt derude på fortovet, men det er forfriskende. Det har
været en lang dag for Chris, der stod tidligt op for at træne, for derfor
at køre til Jylland for at træne ledere hos et stort firma. Men han
trykker ufortrødent hænder, og ser frisk og afslappet ud med et stort krus
grøn te i hånden.
Jeg tænker på Cal i USA, og at Chris har arvet nogle af hans fars
egenskaber. Han piver heller ikke. Det må være ufatteligt hårdt at være
bevidst om, at ens far ikke har ret langt igen på den anden side af
jorden. Vi snakker om hvor mange blandt publikum der potentielt har kræft,
og kort efter står Chris på scenen og fortæller at alle mennesker har
kræftceller i sig, og at nogle ting får dem til at udvikle sig ondartet og
eksplosivt, og andre ting får dem til at holde sig nede.
“Kunne i tænke jer at vide hvad kræftceller ikke kan lide?” spørger Chris
drillende ud i salen. Stemningen er allerede på kogepunktet, og hele salen
brøler “ja!”
Min indre fremviser er tilbage ved Cal, mens salen hører om hvad der
styrker NKC’s – Natural Killer Cells, der er naturligt forekommende i
menneskekroppen, og bekæmper bl.a. kræftceller.
Cal blev i februar 2009 diagnosticeret med uhelbredelig cancer, og Chris
MacDonalds liv blev med ét slag vendt på hovedet. Cal er persioneret
flykaptajn og har gennem hele livet været et stort forbillede for Chris.
Efter diagnosen blev stillet tilbragte Chris flere uger hjemme hos
familien i Seattle. Cal har tidligere oplevet hvordan Chris kunne
inspirere mange hundrede mennesker på et seminar og på en række
spinningtimer, og han ser det som en gave at kunne inspirere andre, der
ikke må gå til spilde. Derfor får han Chris til at tage tilbage til
Danmark igen efter nogle uger hjemme.
På scenen er Chris ved at tegne en ond kræftcelle på flipoveren. Den har
demonstrativt takker hele vejen rundt og et surt ansigt. Ved siden af
tegner Chris en NKC-celle med et glad ansigt. Salen er ved at omkomme i et
latterudbrud.
“NKC-cellen er en fucking hu-ahh celle” råber Chris fra scenen mens han
banker på flipoveren. “Den kan gå lige forbi en forkølelsesvirus uden at
bemærke den, fordi den går kun efter kræftcellerne. Men de er tricky,
fordi de ligner helt almindelige celler, og det er først når kræftcellerne
er rimeligt langt i deres udvikling, at NKC-cellen kan på øje på den.”
Mine tanker er stadig tilbage i februar hos Cal. Han havde haft problemer
med hikke, og han ned til hans læge, og fik lidt mere end han regnede med:
Spiserørskræft. Der er fire stadier i spiserørskræft, hvor den fjerde er
den værste. Med mindre det er i stadie 1, så vil lægerne ikke engang
overveje at operere. Der blev lavet et PET-scanning, og da de fik
resultatet så de, at Cal lyste op som et juletræ. Hans lever var
fuldstændig proppet op med cancerceller, hans tarmsystem, hans mave var
proppet op med cancer. Det betyder at cancercellerne har flyttet sig til
andre steder og bare vokset og vokset.
På scenen forklarer Chris hvordan hvordan en NKC-celle ordner en
kræftcelle. “Det er helt vildt, man kan se i et mikroskop hvordan
NKC-cellen stikker et spyd ind i kræftcellen og sprøjter gift ind.
Kræftcellen tænker det var da ubehageligt, men jeg overlevede vist. Den
ved ikke at den er blevet syg. Dens DNA er blevet omprogrammeret. Næste
gang den replikerer sig selv – det er dét kræftceller er rigtig, rigtig
gode til – så vil de, når kopien er lavet, begå selvmord sammen efter 12
timer.”
I Seattle stod Chris sammen med de andre læger, som fik lov til at se hans
fars PET-scanning, før faren selv gjorde. Der var 3 læger og en ornikolog
som skulle diskutere behandling med Cal, og de kiggede over på Chris og
spurgte om det var rigtigt at Cal var på toppen af Mount Rainier for 14
dage siden? Chris nikkede, og lægerne sagde at det blev noget de ville
snakke om resten af deres karierre, fordi Cal var i stadie 4 cancer da han
besteg bjerget. Han havde været alvorligt syg i hvert fald i 6 måneder da
han nåede toppen.
“Så vil vi gerne have mange NKC-celler i kroppen, fordi de holder
cancercellerne nede” forklarer Chris, og tegner en masse celler på
flipoveren. “Prøv at tilsætte rafineret sukker til kræftceller – de vil
formere sig i massevis, kræftceller elsker sukker, de vil eksplodere i
antal. Tilsæt stoffet ECEG til kræftceller, og de vil blive hæmmet i deres
vækst.” Chris løber rundt på scenen og imiterer en kræftcelle der har det
virkelig dårligt. “Kræftceller hader det. Hvor findes ECEG? I grøn te, som
jeg har i den store kop på bordet. Nogle af jer troede nok at den var
fyldt med kaffe”.
I Seattle har Cal accepteret hvordan hans rejse ender. Da han kom ind til
lægerne sagde de at uden behandlig ville de give ham 2-4 uger at leve i.
Med behandlig ville han få det ad helvede til, men de kunne købe ham lidt
tid med kemoterapi. Måske 3 måneder. Cal spurgte lægerne hvad det længste
var de nogensinde har fået en person til at leve? Omkring 3 måneder i dit
stadie svarede de, og Cal bad lægerne om at gøre sig klar til at der blev
slået nogle rekorder.
“Der er et stof der hedder ID3, som cancercellerne også hader. Det vil
hæmme deres udviklig. Man kan få det i broccoli og rosenkål. Når i griner
meget som i gør her i aften, så bliver der også produceret flere
NKC-celler. 70% af jeres imumforsvar ligger i tarmsystemet, og når i
griner bliver der produceret masser af nye NKC-celler.”
Chris spurgte Cal om han var bange for det her, og han svarede nej, for
det her var hans 3. fødselsdag. Cal forklarede at hans første fødselsdag
var dengang han fik sin navle. Den anden var da han sammen med Chris
lavede om på hans livsstil og fik styr på sin energi. Og den 3. fødselsdag
var den dag hvor han definitivt fik at vide at han havde en begrænset
mængde tid tilbage. Cal forklarede at han nu siger alle de ting han gerne
vil sige til alle dem han gerne vil sige det til, og han holder ingenting
tilbage længere.
Jeg sidder både hulkende af latter og med tårer i øjnene af at tænke på
Cal, mens Chris pisker rundt på scenen i Svendborg og forklarer om at
undgå det hans far er ved at dø af: “I har alle kræftceller i jer – de er
en naturlig del af jeres celler. Men i 1 ud af 3 personer i Danmark vil de
udvikle sig ondartet. Derfor kan man ikke bare sige “pyt” til grøn te og
broccoli selvom man ikke har fået diagnosen kræft. Man må finde en måde at
få det ind i kosten på uden at det bliver fanatisk. I skal vedligeholde
kroppens naturlige forsvar”.
I Svendborg er endnu en foredragsaften slut, hvor Chris har gjort alt hvad
han kan med humor for at få nogle alvorlige pointer ind på lystavlen hos
en fyldt sal.
Af Jesper Kjærgaard
Se denne 3-minutters video med Nick Vujicic på
http://www.coachforum.net/are-you-going-to-finish-strong.html
Nick er født uden are og ben, han er præst, foredragsholder og forfatter, og…se videoen…
Mød 2 af Skandinaviens mest inspirerende foredragsholdere til en intens, humoristisk og spændende aften om nærvær, bevidsthed, kommunikation og indre styrke d. 10. december 2009.
LASSE GUSTAVSON har oplevet alle brandmænds mareridt. 20 tons propangas eksploderede og blev forvandlet til 1000 ødelæggende grader. Håret. Huden. Ørene. Fingrene. Alt brændte. Men Lasse skulle ikke dø. Denne aften fortæller han om at få kontakt med sit indre når det ydre er ødelagt. Lasse Gustavson er blevet en af Skandinaviens mest benyttede foredragsholdere.
LARS MOGENSEN er en af de mest humoristiske og medrivende foredragsholdere i Danmark, og når han ruller sig ud om ret alvorlige emner sidder publikum og er ved at dø af grin. Men de seriøse budskaber bliver siddende længe efter.
Lars har holdt foredrag for unge, kriminelle, indvandrere, indsatte, ansatte, udsatte, virksomhedsledere, pædadoger, politi, postbude og mange andre gennem de sidste år, og alle er blevet berørt dybt af budskaberne og måden de bliver formidlet på.
Han har eksperimenteret med livet siden han som ung gik fra ekstremt velafrettet til stærkt provokerende og grænsesøgende, inden han tog sin kraft på sig og accepterede den. Har været karate-kæmper på eliteplan, skolelærer og videreuddannet sig indenfor konflikthåndtering, relationer, anerkendende tankegang, nærvær og bevidsthed. Har praktisk arbejdet med unge kriminelle, og er de seneste 5 år blevet en af Danmarks mest benyttede foredragsholdere med 200 foredrag om året.
ALIVE er en humoristisk aften om det alvorlige, fra to mennesker der begge har været ude på kanten af livet, i mere end én forstand. De vil få dig til at le, lytte, vågne op og mærke dig selv på en måde du aldrig vil glemme.
Se meget mere på http://www.coachforum.net/alive/
Artiklen nedenfor skrev jeg i forbindelse med et af vores tidligere arrangementer. Eneste foredrag med læremesteren selv her i efteråret er d. 29. oktober.
Rigtig god weekend til dig!
Jesper & Ditte Kjærgaard
www.coachforum.net
________________________________________________________
EN VIKING KRYDSER SIT SPOR
________________________________________________________
Kogekanden bobler, og jeg åbner overskabet i det lille køkken for at lave en kop te. På hylden står der krus med titler som Ørkenens Sønner, Tivoli Variete og mange andre der har lavet forestillinger på scenen lige over hvor jeg står. Rummet er indrettet som en dagligstue med gamle sofaer og plakater fra de utallige forestillinger der har kørt her, nemlig Glassalen i Tivoli.
Jeg vender mig, og står ansigt til ansigt med Pablo Russell, der er ved at gøre sig klar til at gå på scenen, sammen med sin datter Autumn, der er med ham i Danmark denne gang. Pablo er afslappet, men alligevel spændt og koncentreret, mens hun fletter hans lange, kulsorte hår til 2 fletninger.
Klokken er ved at være 19, og en etage over os er Glassalen ved at blive fyldt op med 600 forventningsfulde mennesker. Jeg beslutter mig for at gå en tur op til teknikpulten inden vi starter, og på vej op af trappen møder jeg Jesper Meyer, en god ven og fast del af vores crew, som er en gruppe af passionerede mennesker, der gang på gang stiller op og bruger tid på at hjælpe på Coachforums arrangementer. Jeg synes stadig det er fantastisk at mennesker i høje stillinger og travle hverdage giver sig tid til at hjælpere, og på vej op af trappen går det op for mig, at det er det vi alle sammen er.
Pablo Russell er også en hjælper. Under middagen vi spiste efter arrangementet i Glassalen fortalte han om et foredrag han holdt i Prag, hvor han følte at han stod og betragtede sig selv udefra, og det gik op for ham at det han stod og talte om, ikke kom fra ham selv. Han vidste ikke hvor det kom fra, men den aften lærte Pablo lige så meget som alle deltagerne.
Jeg tror det handler om at bevare ydmygheden og åbenheden overfor ting, og Pablo er nok, sammen med crewet og hans personlige hjælpere i Danmark, Zita og Mikael, nogle af de mest ydmyge mennesker jeg kender.
Da jeg kommer op i Glassalen er den næsten fuld. En kvinde kommer hen til mig, og spørger hvorfor jeg ikke har reserveret pladser til hende helt oppe foran. Hun havde fået billetterne gratis, der var stadig ledige pladser på de forreste rækker, hun var meget utilfreds, og på vej til teknikpulten tænker jeg på hvor meget forskel der dog er på mennesker.
Da klokken bliver 19 står Pablo og jeg bag scenetæppet, og efter en kort introduktion går Pablo på scenen. Han fortæller om hvor han kommer fra, og hvorfor han er kommet til Europa. Han forklarer om det indianske livshjul, og om forskellen på den ideelle måde at vokse op på kontra den måde vi lever på i Europa, hvor børn og ældre lever adskilt.
En sjov ting han fortæller undervejs er, at vi i Danmark jo er efterkommere af vikingerne, der troede på Odin og Thor. Han forstår ikke, at vi næsten nu har glemt hvor vi kommer fra, men i stedet har taget kristendommen til os som den primære trosretning. “Kristendommen kommer nede fra ørkenen – I er jo ikke ørkenfolk” siger han med et glimt i øjet.
For Pablo giver det styrke at vide hvor han kommer fra. Pablo stammer fra krigerne på prærien, og det giver ham stor styrke at vide han er en kriger i blodet, ligesom hans forfædre og forfædrene før dem. I dag skal vi ikke ud og jage vildt eller i krig med andre stammer, men vi skal alligevel nogle gange tage af sted med vores elskede og ud i kamp – på uddannelse eller arbejde, eller på lange rejser. Når vi kommer hjem har vi ikke en nedlagt bison med, men et uddannelsesdiplom, penge for en opgave der blev løst, m.v., så på den måde er vi stadig krigere, og at kende sine rødder giver styrke til at klare udfordringerne.
Klokken nærmer sig 22, og Pablo skal til at slutte af. Han beder os sætte os ret op i stolen med lukkede øjne, og forestille os en Buffalo der går i en snestorm. Han begynder at tromme langsomt, mens han fortæller videre.. Stormen tager til, og sneen bliver dybere, og Buffaloen sidder fast. Den samler alle sine kræfter, springer fri af sneen, og kæmper sig længere og længere ind i stormen. Til sidst når den ud på den anden side af stormen, og springer ud på en grøn mark, hvor dens brødre og søstre går og græsser. Mens vi har lukkede øjne begynder Pablo at tromme og synge højere og højere. For vores indre øje ser vi Buffaloens kamp mod stormen.
Til sidst åbner vi øjnene, og Pablo spørger os om vi kunne se Buffaloen. Alle svarer ja med tårene pressende på, og han siger at den Buffalo er os selv.
Han beder os huske på, at næste gang vi har problemer eller er i en krise, så skal vi gå ind i problemerne i stedet for at løbe fra dem. Så vil de være overstået hurtigere. Gå selv forrest i vanskelige tider, og vis andre vejen. Følg hjertet i vigtige beslutninger der har med mennesker at gøre, og brug hjernen når det hander om praktiske detaljer. Beslut dig for altid at have tid til de vigtige ting i dit liv, og hav altid tid til at tale med din familie og dine medarbejdere. Hjælp de svageste, og tal med de ældre. Stil spørgsmål frem for at komme med svar. Tal fra hjertet, og sig altid sandheden, selv om den kan gøre ondt. Søg at opnå respekt gennem dine handlinger frem for gennem positioner. Find dit formål med at være her på jorden, og søg at blive afklaret med din fortid og din fremtid. Tilgiv dine forældre, hvis det er nødvendigt.
Med det sluttede Pablo Russell sit foredrag, og sagde at det havde været en fornøjelse og et privilegium at bruge denne tid sammen med alle deltagerne i Glassalen.
Lidt senere nede i køkkenet under scenen tænker jeg på hvad det er der gør at mennesker som Pablo Russell og Lasse Gustavson kan trække så mange tilskuere, imens jeg står og betragter plakaterne fra Ørkenens Sønner og mange andre populære shows, som der hænger så mange plakater fra på væggene i den lille stue.
Vi søger underholdning med et formål, fordi vi søger noget i os selv, som vi har glemt. Vi tiltrækkes af de mennesker, som kan vække det, der er faldet i søvn inden i os, men som skal være der hvis vi skal leve et stærkt og afbalanceret liv, hvis vi skal være en god leder for en gruppe medarbejdere, hvis vi skal være gode rollemodeller og forældre, hvis vi skal være gode ældre – og have det godt med os selv.
Det er præcist det samme det handler om – uanset om du er topleder, skolelærer eller folkepensionist. Alle har muligheden for at vise lederskab i deres liv, finde ud af hvorfor de er her, finde deres ståsted i livet, og finde ud af hvad de kan hjælpe med, inden de skal herfra.
Den aften under Glassalen bliver jeg endnu en gang bekræftet i, at det også er præcist det, Coachforum handler om.
På vej ud af Tivoli i mørket den aften, med venner fra nær og fjernt omkring mig, går det op for mig at jeg er glad. Jeg er på rette spor. Jeg har været borte fra mine elskede børn, men jeg har været sammen med min kone, venner og familie, og jeg er på vej hjem igen. Jeg er en viking, der har været på togt. Og jeg er en hjælper, der har fundet min mission.
Af Jesper Kjærgaard
Vil du leve et sundere liv, skrumpe de overflødige kilo og få masser af god energi?
Det var der rigtigt mange af borgerne i Ebeltoft, der gerne ville, og det blev startskuddet til 12 fantastiske uger i foråret 2009, da By på Skrump og Chris MacDonald kom til byen.
Programmet handler om inspiration, information og motivation – og det handler om den enorme energi, der opstår, når mennesker går sammen om at gøre noget godt og sammen begiver sig ud på rejsen mod en sundere livsstil.
Se hvordan det går for borgerne i Ebeltoft, når de i fællesskab begiver sig ud på deres første 3 km løbetur, når der bliver vendt op og ned på skoledagen for 7.-9.-klasserne, når supermarkedet bliver sat på den anden ende og meget, meget mere.
Hvor og hvornår?
Du kan følge borgerne i Ebeltoft og Chris MacDonald i By på Skrump i løbet af 10 programmer, der bliver sendt på DR1 hver tirsdag kl. 20. Danmarks Radio står bag det storstilede projekt, der er produceret med støtte fra Trygfonden.
Klokken er ved at være 18, en solskinsfyldt torsdag i juni. Jeg står ved indgangen til konferencesalen på Falconer-hotellet på Frederiksberg, og folk er allerede ved at line op foran indgangsdørene til salen. Luften emmer af spænding. Der er foredrag med Chris MacDonald på plakaten i aften kl. 19, en introduktion til Strong Body Strong Mind-konceptet. Selv om Chris har holdt dette foredrag mange gange tidligere, er arrangementet alligevel udsolgt flere uger inden.
Jeg står og spejder efter Chris blandt de mennesker der kommer ind, og pludselig får jeg at vide at Chris allerede er kommet ind i salen. Jeg er arrangør af aftenens arrangement, og ånder lettet op. Chris ringede nemlig tidligere på dagen og sagde at det kunne godt være det blev ret tæt på i aften, da hans far og mor var på besøg fra USA, og skulle med flyet til USA samme eftermiddag. Han skulle selvfølgelig nå at sige farvel til dem og en masse andre ting.
Inde i salen er Chris i fuld gang med at sætte computeren til stedets lyd og lyssystem, og han giver en ordentlig krammer da han får øje på mig. Vi snakker kort om de praktiske detaljer om aftenens arrangement, og da teknikken spiller, sætter Chris sig på scenekanten og pakker indkøbet fra hans besøg i IRMA 10 minutter tidligere ud. Efter lidt youghurt, en smoothie og noget frugt er han klar, og giver tegn til at åbne dørene.
Forhallen er i mellemtiden blevet propfyldt af forventningsfulde mennesker, der vil redde sig en god plads. Der er proppet op hele vejen ned af trapperne og ud til svingdørene ved hotellets udgang. Da dørene åbner, begynder hele menneskemængden at bevæge sig, men ikke med lynets hast.
Årsagen til hastigheden er, at Chris står ved indgangen til salen og giver alle deltagerne hånden, og strør om sig med hej, velkommen, godt at jer, godt at se dig igen m.v. til samtlige 800 deltagere, der strømmer ind i salen.
De fleste bliver lidt paf når ham sundhedsguruen fra fjernsynet pludselig står der og rækker labben ud mod dem, og byder dem velkommen. Andre foredragsholdere jeg har oplevet, har ligefrem overlegent forlangt, at de vil ankomme 10 minutter for sent til deres eget arrangement, så de er helt sikre på at de er den sidste der ankommer. Den slags nykker lider Chris ikke af. Han arbejder sig længere og længere ud gennem menneskemængden efterhånden som den tynder ud, og står til sidst ude sammen med billetkontrollørene ved indgangsdøren og hilser på de sidste der ankommer.
Da alle er ankommet kommer Chris tilbage til den nu fyldte sal med 800 mennesker, tager mikrofonen på, skruer ned for musikken der spiller over hans lydanlægget fra hans medbragte Mac, og går op på scenen.
Efter 20 sekunder flækker salen i et stort latterudbrud.
Næsten 3 timer senere har alle fået overbelastede lattermusker, og Chris runder aftenens foredrag af med at sige, at deltagerne er velkomne til at komme op til scenen og snakke hvis de har lyst. Deltagerne rejser sig og giver en lang stående klapsalve, og der danner sig en lang kø oppe ved scenen.
Først en time senere er salen ved at være tom. Der er blevet delt autografer og gode råd ud i lange baner. Crewet har pakket grejet ned, og vi er på vej ud.
Udenfor hotellet går vi forbi parkeringskælderen, hvor mange af aftenens deltagere har parkeret. Der er en lang kø ud af kælderen, og en person der holder ved betalings-anlægget fortæller at han har holdt dernede i næsten en time for at komme ud. Det samme har en lang kø af biler bag ham.
Chris har i aftenens foredrag fortalt om hvor fasineret han er af det danske ord “pyt”. Der findes ikke noget amerikansk ord for det – de har nevermind, whatever, shit happens, men ikke noget der helt præcist betyder “pyt”.
Fyren i bilen siger, at den sidste time i køen har været rigtig god træning i “pyt” og han fik rigtig meget ud af foredraget, ud over et godt grin, og takker mange gange. Han får betalt og kører videre. Passageren i den næste bil i køen ruller vinduet ned og siger “pyt” til Chris og jeg, og de får en lille snak.
Chris begynder at tale med alle de mennesker der kommer ud med deres bil. Selv om de har siddet i kø i lang tid, smiler de når de ruller vindet ned, og siger “Pyt”. De næste 30 minutter står Chris og opmuntrer alle der kommer ud af kælderen i deres bil med smil og et par muntre bemærkninger, og lyden af “pyt” giver genlyd hele vejen ned i kælderen.
Endelig er den sidste bil kommet ud af kælderen, og Chris giver mig en krammer, siger “vi ses” og forsvinder ud i natten med sin rygsæk.
WALK the TALK | September 2008
________________________________________________________
Nyhedsbrevet fra Coachforum Seminars | http://www.coachforum.net ________________________________________________________
KRAM DINE FJENDER
Torsdag aften så vi interviewet med Morten Lund på DR. Jersild interviede ham om hans optur med Skype og om hans nedtur med Nyhedsavisen. Sidst i interviewet bliver det ret følelsesladet – Morten har mistet over 100 millioner, har en kæmpe personlig gæld og kæmper for at få lavet en aftale så han kan få penge til at betale løn, trykkeri m.m.
Hans partnere i avisen tænker åbenbart mere på hvad de selv kan få med derfra, og Morten har selvfølgelig et kæmpe problem med dem. Jersild stikker kniven ind med spørgsmålet om hvad der er godt ved hele nedturen. Mange havde sikkert svaret ikke noget, men Morten siger: “Jeg har lært så mange fantastiske mennesker at kende, og set deres sande sider. Jeg har også lært nogle knap så fantastiske mennesker at kende” siger han med hentydning til sine tidligere partnere i avisprojektet. Han skal lige til at sige noget grimt, da han skifter spor. “De har nok fået for lidt kærlighed da de var små, siden de er blevet sådan. Jeg giver dem sgu begge to et stort kram og tilgiver dem” siger han så med tårene rullende ned af kinderne og rystende hænder.
Her på kontoret sender vi et stort kram over til Morten Lund.
Den anden dag hørte vi Chris MacDonald. Han sluttede sit enormt spændende foredrag med følgende: “Du bliver nød til at investere i dig selv. Få rådgivning, få inspiration, men vigtigst af alt: Tag dig tid til at få gjort nogle af de ting som du bliver nødt til at få gjort, så du har det godt.
Husk: You can not give what you do not have. Du bliver nødt til at investere og passe på dig selv.”
Giv dine børn nogle flere kram. Kom i bedre form. Spis noget der gavner dig.
Træn dine evner. Få ny viden og inspiration jævnligt. Og prøv at give dem der skuffer dig på din vej et ordenligt kram.
I 2009 kommer vi ud over hele landet med danmarks førende inspiratorer, så vi både dækker Sjælland, Fyn og Jylland. Vi glæder os til at møde dig.
Hvis du nu skal bruge noget inspiration, energi og investering i dig selv lige nu, skal du møde disse mennesker:
—
BRYD VANEN med Torben Wiese, danmarks førende vanebryder. Afholdes d. 29.
september. I foredraget får du inspiration til, hvordan du målrettet og systematisk kan ændre dine vaner og nå mere, end du før troede muligt.
Bryd vanen på http://www.coachforum.net/torben.html
—
SPIS DIG TIL SUCCES med Thorbjörg Hafsteinsdóttir, Danmarks førende kostmotivator. Afholdes d. 7. oktober. Find ud af hvor meget din kost kan gøre for din energi og succes med et levende eksempel. Ingen kure – blot en anden livsstil med færre kilo og mere energi.
Spis dig til succes på http://www.coachforum.net/thorbjorg.html
—
PÅVIRK ANDRE MED DIN PERSONLIGHED med Lars Mogensen, danmarks førende konfliktcoach. Afholdes 8. oktober. Synes du kæresten eller chefen er dum og imod dig? I bedste Anders Mattesen-stil tager Lars din kommunikation, din mentale rygsæk, dine konflikter og 90/10 reglen under kærlig og humoristisk behandling.
Mød konfliktcoachen på http://www.coachforum.net/lars.html
—
Se resten af efterårets program på http://www.coachforum.net
Vi glæder os til at se dig.
Stort kram fra Jesper og Ditte Kjærgaard
________________________________________________________
Nyhedsbrevet Walk the Talk er skrevet af Jesper Kjærgaard, og udgives af Coachforum Seminars. Du er velkommen til at sende det videre til andre interesserede.
Tilmelding og afmelding af Walk the Talk foregår på http://www.coachforum.net
Coachforum laver arrangementer med mennesker, der kan inspirere og flytte dig fra A til B. Vi har management på flere foredragsholdere, og arrangerer mange interne virksomhedsforedrag hver dag. Kontakt os på 70 23 28 24 hvis du vil vide mere.
En tirsdag i oktober stod jeg med meget store sommerfugle i maven, på scenen i Bellevue Teatret og bød velkommen til en fyldt sal, der summede af begejstring. Emnet var en indsigt for livet, og blackfoot-indianeren Pablo Russell skulle på scenen. Pablo nærmest hypnotiserede salen, og der kom rigtig mange budskaber frem i løbet af aftenen. Noget af det jeg virkelig har fået meget respons på er måden at indianerne ser hele livsforløbet på, og sammenhængen mellem de forskellige aldre i livet.
I vores samfund er de ældre en belastning, en udgift. Pablo forklarede at de ældre er en kæmpe ressource og bør behandles med største respekt. Forholdet mellem børn og bedsteforældre er meget vigtigt, da børn lærer mange ting om dem selv, hvor de kommer fra og hvorfor verden er som den er gennem bedsteforældrene. Børn lytter ikke til deres forældre på samme måde som de lytter til bedsteforældrene og foldboldtræneren.
Hvis man ikke har haft et ideelt liv med gode forældre, bedsteforældre og andre rollemodeller der har lært en om hvad et godt liv og et godt menneske er, så adopter nogle. Find en ny far. Besøg nogle ældre. Giv dem gaver. Stil dem spørgsmål. Hjælp dem. Så vil de også lære dig nogle af de ting du mangler i dit liv. Det er aldrig for sent.
Hvis du er vokset op i en familie hvor der ikke var kærlighed, hvor din far og mor ikke viste følelser eller behandlede hinanden godt, er der store chancer for at du selv vil kopiere den adfærd i dine egne forhold, fordi det er hvad du kender og har set som lille. Der er også risiko for at du vil give dine forældre skylden for din situation.
Prøv i stedet at forstå hvorfor dine forældre har gjort som de har gjort. Måske er de vokset op i en anden tid, og har gennelevet en eller flere verdenskrige. Måske var der ikke dengang plads til at tale om følelser eller gå på selvudviklignskursus. Der handlede det om at overleve. Måske har de selv haft forældre med problemer som de har kopieret over i deres eget voksenliv.
Når du forstår dine forældres situation, kan du nemmere tilgive dem og få et godt forhold til dem.
Dette var et lille udpluk af budskaberne fra Pablo Russell denne aften. Dette seminar blev optaget, og vi vil i 2008 udgive en DVD med foredraget. Vi har inviteret Pablo Russell tilbage igen til november 2008, hvor han holder foredrag i både København, Århus og Svendborg.
Coachforum-kontoret syder med planlægning af næste års foredrag og kurser, og der kommer til at ske mange spændende ting, så hold øje med hjemmesiden og nyhedsbrevet!
De bedste hilsner på vegne at coachforum-holdet.
Pablo kommer igen i November 2008 – se mere her.
Jesper Kjærgaard
Barack Obama bliver udnævnt som Demokraternes præsidentkandidat.
Kogekanden bobler, og jeg åbner overskabet i det lille køkken for at lave en kop te. På hylden står der krus med titler som Ørkenens Sønner, Tivoli Variete og mange andre der har lavet forestillinger på scenen lige over hvor jeg står. Rummet er indrettet som en dagligstue med gamle sofaer og plakater fra de utallige forestillinger der har kørt her, nemlig Glassalen i Tivoli.
Jeg vender mig, og står ansigt til ansigt med Pablo Russell, der er ved at gøre sig klar til at gå på scenen, sammen med sin datter Autumn, der er med ham i Danmark denne gang. Pablo er afslappet, men alligevel spændt og koncentreret, mens hun fletter hans lange, kulsorte hår til 2 fletninger.
Klokken er ved at være 19, og en etage over os er Glassalen ved at blive fyldt op med 600 forventningsfulde mennesker. Jeg beslutter mig for at gå en tur op til teknikpulten inden vi starter, og på vej op af trappen møder jeg Jesper Meyer, en god ven og fast del af vores crew, som er en gruppe af passionerede mennesker, der gang på gang stiller op og bruger tid på at hjælpe på Coachforums arrangementer. Jeg synes stadig det er fantastisk at mennesker i høje stillinger og travle hverdage giver sig tid til at hjælpere, og på vej op af trappen går det op for mig, at det er det vi alle sammen er.
Pablo Russell er også en hjælper. Under middagen vi spiste efter arrangementet i Glassalen fortalte han om et foredrag han holdt i Prag, hvor han følte at han stod og betragtede sig selv udefra, og det gik op for ham at det han stod og talte om, ikke kom fra ham selv. Han vidste ikke hvor det kom fra, men den aften lærte Pablo lige så meget som alle deltagerne.
Jeg tror det handler om at bevare ydmygheden og åbenheden overfor ting, og Pablo er nok, sammen med crewet og hans personlige hjælpere i Danmark, Zita og Mikael, nogle af de mest ydmyge mennesker jeg kender.
Da jeg kommer op i Glassalen er den næsten fuld. En kvinde kommer hen til mig, og spørger hvorfor jeg ikke har reserveret pladser til hende helt oppe foran. Hun havde fået billetterne gratis, der var stadig ledige pladser på de forreste rækker, hun var meget utilfreds, og på vej til teknikpulten tænker jeg på hvor meget forskel der dog er på mennesker.
Da klokken bliver 19 står Pablo og jeg bag scenetæppet, og efter en kort introduktion går Pablo på scenen. Han fortæller om hvor han kommer fra, og hvorfor han er kommet til Europa. Han forklarer om det indianske livshjul, og om forskellen på den ideelle måde at vokse op på kontra den måde vi lever på i Europa, hvor børn og ældre lever adskilt.
En sjov ting han fortæller undervejs er, at vi i Danmark jo er efterkommere af vikingerne, der troede på Odin og Thor. Han forstår ikke, at vi næsten nu har glemt hvor vi kommer fra, men i stedet har taget kristendommen til os som den primære trosretning. ”Kristendommen kommer nede fra ørkenen – I er jo ikke ørkenfolk ” siger han med et glimt i øjet.
For Pablo giver det styrke at vide hvor han kommer fra. Pablo stammer fra krigerne på prærien, og det giver ham stor styrke at vide han er en kriger i blodet, ligesom hans forfædre og forfædrene før dem. I dag skal vi ikke ud og jage vildt eller i krig med andre stammer, men vi skal alligevel nogle gange tage af sted med vores elskede og ud i kamp – på uddannelse eller arbejde, eller på lange rejser. Når vi kommer hjem har vi ikke en nedlagt bison med, men et uddannelsesdiplom, penge for en opgave der blev løst, m.v., så på den måde er vi stadig krigere, og at kende sine rødder giver styrke til at klare udfordringerne.
Klokken nærmer sig 22, og Pablo skal til at slutte af. Han beder os sætte os ret op i stolen med lukkede øjne, og forestille os en Buffalo der går i en snestorm. Han begynder at tromme langsomt, mens han fortæller videre.. Stormen tager til, og sneen bliver dybere, og Buffaloen sidder fast. Den samler alle sine kræfter, springer fri af sneen, og kæmper sig længere og længere ind i stormen. Til sidst når den ud på den anden side af stormen, og springer ud på en grøn mark, hvor dens brødre og søstre går og græsser. Mens vi har lukkede øjne begynder Pablo at tromme og synge højere og højere. For vores indre øje ser vi Buffaloens kamp mod stormen.
Til sidst åbner vi øjnene, og Pablo spørger os om vi kunne se Buffaloen. Alle svarer ja med tårene pressende på , og han siger at den Buffalo er os selv.
Han beder os huske på, at næste gang vi har problemer eller er i en krise, så skal vi gå ind i problemerne i stedet for at løbe fra dem. Så vil de være overstået hurtigere. Gå selv forrest i vanskelige tider, og vis andre vejen. Følg hjertet i vigtige beslutninger der har med mennesker at gøre, og brug hjernen når det hander om praktiske detaljer. Beslut dig for altid at have tid til de vigtige ting i dit liv, og hav altid tid til at tale med din familie og dine medarbejdere. Hjælp de svageste, og tal med de ældre. Stil spørgsmål frem for at komme med svar. Tal fra hjertet, og sig altid sandheden, selv om den kan gøre ondt. Søg at opnå respekt gennem dine handlinger frem for gennem positioner. Find dit formål med at være her på jorden, og søg at blive afklaret med din fortid og din fremtid. Tilgiv dine forældre, hvis det er nødvendigt.
Med det sluttede Pablo Russell sit foredrag, og sagde at det havde været en fornøjelse og et privilegium at bruge denne tid sammen med alle deltagerne i Glassalen.
Lidt senere nede i køkkenet under scenen tænker jeg på hvad det er der gør at mennesker som Pablo Russell og Lasse Gustavson kan trække så mange tilskuere, imens jeg står og betragter plakaterne fra Ørkenens Sønner og mange andre populære shows, som der hænger så mange plakater fra på væggene i den lille stue.
Vi søger underholdning med et formål, fordi vi søger noget i os selv, som vi har glemt. Vi tiltrækkes af de mennesker, som kan vække det, der er faldet i søvn inden i os, men som skal være der hvis vi skal leve et stærkt og afbalanceret liv, hvis vi skal være en god leder for en gruppe medarbejdere, hvis vi skal være gode rollemodeller og forældre, hvis vi skal være gode ældre – og have det godt med os selv.
Det er præcist det samme det handler om – uanset om du er topleder, skolelærer eller folkepensionist. Alle har muligheden for at vise lederskab i deres liv, finde ud af hvorfor de er her, finde deres ståsted i livet, og finde ud af hvad de kan hjælpe med, inden de skal herfra.
Den aften under Glassalen bliver jeg endnu en gang bekræftet i, at det også er præcist det, Coachforum handler om.
Alle de foredragsholdere vi arbejder med i Coachforum, har evnen til at skubbe mennesker tilbage til deres kerne, hvor de bliver stærke. De har forskellige indgangsvinkler, forskellige erfaringer og baggrund, men de har evnen til at påvirke alle typer mennesker på et grundliggende plan.
Formålet med Coachforum er at finde og hjælpe de mennesker, der har de evner. Og så er det lige meget om det er at lave foredrag i Glassalen, eller et lederkursus med 6 deltagere.
På den måde er Coachforums undervisere og crew blevet vores familie og venner, og foredragene og kurserne er nærmest blevet en slags hygge- og netværkssammenkomster. Et meget udvidet netværk af relationer på kryds og tværs, hvor crew, undervisere og foredragsholdere og deltagere mødes og har en hyggelig aften. Nye relationer skabes eller gamle forstærkes.
Jeg vil gerne invitere dig til at være med. Missionen er, at det skal være for alle. Derfor holder vi arrangementer der koster helt ned til få hundrede kroner at deltage på, og lederkurser der koster mange tusind kroner at deltage på. Uanset hvad du deltager på, så er du velkommen, og tag endelig fat i os der render rundt i crew-trøjer. Vi elsker at snakke med nye mennesker.
På vej ud af Tivoli i mørket den aften, med venner fra nær og fjernt omkring mig, går det op for mig at jeg er glad. Jeg er på rette spor. Jeg har været borte fra mine elskede børn, men jeg har været sammen med min kone, venner og familie, og jeg er på vej hjem igen. Jeg er en viking, der har været på togt. Og jeg er en hjælper, der har fundet min mission.
Af Jesper Kjærgaard
