gør NOGET anderledes de næste 12 uger – Nyt initiativ!
De næste 12 uger skal der ske noget – noget anderledes.
Jeg vil gerne invitere dig med til at skrive en bog, fuld af inspiration om at gøre noget – anderledes.
Vi skal sætte vindene i bevægelse. Bogen skal være fuld af inspiration og historier fra mennesker, der har gjort noget.
Anderledes. Noget vi alle kan bruge og gøre. Noget der inspirerer. Mennesker der inspirerer. Om små ting – og store.
Jeg beundrer mennesker der udlever det de snakker om – “walks the talk” – deraf navnet på dette nyhedsbrev. Mennesker der får en tanke, og sætter noget i gang, nogle gange på tværs af alle andre strømninger, andres meninger og jantelov. Fordi de selv kan mærke at det er det rigtige.
Her er nogle historier jeg selv er støt på:
- Fest-arrangøren, der lykkes med at lave en meget velbesøgt, alkoholfri halfest for unge som den eneste i Danmark, blot fordi han VILLE lykkes med det…
- Camilla og Kasper, der deltog på et kursus med en indianer, og gik derfra og startede en forening med det formål at finde ressourcestærke ældre, og skabe kontakt med unge familier uden bedsteforældre.
- Jura fra Brasilien, der hver dag har gjort det til en fest at dele gratisaviser ud inde midt i København, og give morgentrafikanterne noget positiv energi med på arbejde, selv om han også irriterer nogle. Du bestemmer selv din tilstand.
- ..og børnehaven der begyndte at lave omvendt integation, og mere mere…
Lad os få fortalt historierne om hverdagens helte. Du kender nogen der har gjort en lille eller stor ting, der kan inspirere andre. Vende noget på hovedet. Gøre noget. Anderledes. Noget der gør en lille forskel, eller eller andet sted. Her på bloggen kan du fortælle den .
Vi bringer de bedste af de indkomne forslag i nyhedsbrevet Walk the Talk.
Første 3 skribenter på bloggen belønnes med en billet til “Dine tanker – dine muligheder” d. 11. marts!
Lad os sætte vindene i en bevægelse, og få lavet bogen, og få en TV-kanal interesseret i at lave en dokumentar med historierne og personerne – det er jeg hel sikker på vil ske. Hvis du har nogle ideer eller har lyst til at hjælpe på anden måde med bogen (f.eks. journalist eller fotograf) så kontakt mig.
Men først – fortæl din historie her. Du kan fortælle om andre, eller du kan fortælle om dig selv. Noget du har oplevet. Skriv løs. De bedste indslag bliver bragt de næste 12 uger i nyhedsbrevet Walk the Talk.
Der er en voksen pædagog, Henrik, i min søns SFO (Hjerter 2 i Albertslund). Han er voksenven for en dreng, som skal konfirmeres i dette forår. Henrik har besluttet at hans konfirmationsgave til sin ‘børneven’ skal være en rejse til USA sammen med Henrik. Henrik har ikke lige pengene til sådan en rejse ved hånden, han overvejer sine muligheder og beslutter at tjene pengene ved at babysitte, indtil han har samlet pengene til det. Jeg ved ikke, om han er nået målet endnu. Men han er en målrettet mand, så jeg er sikker på, det kommer til at ske. Det er da noget for os andre dødelige at lade os inspirere af !
Hilsen
Lisbeth
Det var d. 22 september 2003 min mor på 47 år fik konstateret lungekræft. Jeg havde et halvt år med hende inden hun døde d. 27 marts 2004. På det tidspunkt var jeg 28 år.
De første uger efter hendes død, kunne jeg ikke se meningen med at vi skulle igennem det halve år i helvede og sygdom. Jeg kunne slet ikke se hvorfor jeg og hende skulle have den smerte og kunne slet ikke se hvordan jeg kunne leve uden hende og kunne slet ikke tænke tanken at det en dag ville blive vendt på hovedet og være positivt for mig.
Men det hele blev vendt på hovedet – i dag er jeg dybt taknemlige for den tid og jeg ville ikke bytte den for guld. Jeg lærte at acceptere hendes sygdom og død. Men vigtigst lærte jeg at nyde livet og leve mine drømme ud og vise de mennesker der betyder noget at jeg holder af dem. Vi ved ikke om vi er her i morgen. Den tanke havde jeg ikke før 22. september 2003
Hvad skete der ? Der skete blandt andet det at jeg så flere tusinde børn og familer blev splittet ad i julen 2004 da bølgerne rev familerne i Asien fra hinanden. Børn der mistede bror, søster, mor, far, skolekammerater og deres trygge hjem blev revet op af jorden og blev til ruiner. Det tog dem et split sekund at miste alt hvad de havde, virkelig ALT hvad de havde… og de nåede ikke at sige farvel til deres kære.
Der følte jeg mig dybt priviligeret. Jeg fik 1/2 år med min mor fyldt med kærlighed og omsorg. Vi fik sagt farvel og tak for alt vi havde oplevet og sagt undskyld for det der trykkede. Vi fik grint af de gode timer vi havde haft sammen og som vi desuden havde taget for givet.
Det var et meget intens forløb som på det tidspunkt var det hårdeste i mit liv, men som i dag er det smukkeste jeg har oplevet.
Selv det mest tragiske man kan forestille sig, kan man vende på hovedet og pludselig se en mening med det eller måske endda også se det positive i hvad der skete.
Jeg ved godt det er langt væk, men efter seks år i Grønland har jeg lyst til at fremhæve to pædagogiske projekter.
Dels børnehjemmet i Uuummannaq, der lærer børnene at leve i pagt med naturen og tage ansvar – bl.a. ved i løbet af året lære dem at sy hundeseler, fiske og lave skindtøj, så de om foråret kan tage på en 1000 km lang slæderejse over havisen. Der kan man tale om at styrke selvtilliden. Stedet bæres af en ekstremt dedikeret kvinde der hedder Ann Frederiksen.
Et andet projekt for omsorgssvigtede børn ligger i Nuuk. En dreng jeg kendte med en frygtelig historie, kom dertil og er i dag en ressourcestærk, velfungerende flot ung mand, der i øvrigt har løbet Arctic Circle Race (verdens hårdeste skiløb) fire gange siden han var 12, og genneførte NY maraton som 15-årig. Igen fordi nogle voksne tog ansvar og turde gå mod strømmen.
Dagligdagens helte
Buschauffører i bybusserne må siges at have eet af de mere udfordrende jobs.
Dag ind og ud får de udskæld for alt mellem himmel og jord udenfor deres kontrol: Vejret, trafikken, overfyldte busser og hvorfor bussen forinden kørte rettidigt.
Så meget desto større er min glæde hver eneste gang jeg møder en glad chauffør, der ikke alene returnerer mit godmorgen eller goddag, gør det med et smil på læben/glimt i øjet og også har overskud til at tale pænt til alle der kommer ind i bussen – uanset hvordan de taler til ham/hende.
Det er et fåtal af chaufførerne der ikke er påvirket af det psykisk belastende miljø – men min dag er reddet hver gang jeg møder een der ikke er “ødelagt”. Og det minder mig om at behandle andre som jeg selv vil behandles. Give mere end modtageren forventer. Og at det faktisk gør en forskel om man udviser venlighed, humor og glæde. Selv når man mindst har lyst til det.
En stor hyldest til dagligdagens helte: buschauførerne med glimtet.
“Pokker, så verden er egoistisk. Alle tænker de kun på sig selv. Det er bare mig som tænker på mig.”
Robert Storm Petersen
3 indlæg på blot 15 minutter – og efterfølgende total radio-tavshed.
Jeg håber andre og flere med overskud og lysten til at dele kommer med deres indlæg hér på bloggen…
Det kunne være interessant at få indblik i hvad andre har på hjertet.
I 2006 tog vores ældste datter til syd Indien for at arbejde på en institution for forældreløse børn. Det viste sig, at der var mere brug for hendes arbejdskraft på en skole 90 km. nord for Bangalore. Skolen er oprettet af en kristen familie, der til daglig bor i Bangalore. Den lille landsby, hvor skolen ligger er der, hvor Christopher (som faderen hedder) er født og opvokset.
I og med at det er en kristen familie, er de kasteløse og har på egen krop mærket, hvordan det er at vokse op i dybeste fattigdom, vel vidende at det eneste der kan hjælpe en opad er uddannelse. Det er denne drivkraft der får familien til at investere al deres fritid og alle deres penge i driften af skolen.
På skolen går alle former for trosretninger, – ingen bliver sorteret fra. Det er ikke alle forældre der kan betale for deres børn, men her tager Christopher over og betaler for de enkelte børn. Dog skal forældrene yde et eller andet, for som han siger; ”det er vigtig, at man som menneske strækker sig”.
På et tidspunkt medens vores datter arbejdede på skolen, gik skolens bus i stykker. Bussen kører hver dag ud i andre små landsbyer og henter børnene, ellers har de ingen mulighed for at deltage i undervisningen. Christopher stod overfor at skulle låne ca. hvad der svarer til kr. 10.000, idet han samtidig ville forbedre nogle lokaler. At låne penge i Indien er meget dyrt – idet han ikke har nogen konto og desuden ville det tage ham flere år at tilbagebetale.
Vores datter ville rigtig gerne hjælpe dem økonomisk på en eller anden måde. Hun ville gerne gøre det som en overraskelse og fik lokket datoen, for at Christopher skulle i banken, fra ham. Så skulle vi ellers nå at handle hurtigt. Vi havde små tre uger til at samle pengene ind.
Vi foreslog, at vi lavede en privat indsamling blandt vores familie og venner. Hurtigt fik vi lavet et nyhedsbrev vi sendte rundt, hvor der var billeder fra skolen og historien om at bussen var gået i stykker og hvad det betød for skolen at mangle den. Overraskende fik vi samlet de kr.10.000 ind allerede inden den første uge var gået og SÅ fik vi blod på tanden. Herefter sendte vi brevet ud til nogle af vores kunder og en del venner sendte nyhedsbrevet videre i deres system. Det gik hurtigt og inden tiden var udløbet fik vi samlet lidt over kr. 40.000 ind.
Sara havde lavet en stor plakat, hvorpå hun havde skrevet vores indsamlings historie. Den overrakte hun Christopher dagen inden han skulle i banken. Glæden var ubeskrivelig hos dem begge. Sara var lykkelig over at kunne overrække ham den gode nyhed og stolt over, at det var lykkes os at samle så mange penge ind på så kort tid. Og Christopher – ja – han græd af glæde og var helt rundt på gulvet over den kæmpe hjælp han pludselig fik.
Udover at bussen blev lavet kunne han købe en ”ny” bus, så der nu er to, (hvilket sparrer megen tid) han gik i gang med at lave en tilbygning, hvor der blev lavet et computer rum + et nyere værelse til de frivillige og et tilhørende ”badeværelse”. Derudover var der råd til at få syet nogle flere skoleuniformer.
I sommeren 2007, tog vi alle derned for at besøge familien og se hvordan byggeriet var blevet. Vi blev modtaget med åbne arme og en gæstfrihed man sjældent oplever.
Gensynsglæden for Sara, familien og alle børnene var stor og vi var glade for at opleve skolen, eleverne, lærerne og se den nye tilbygning, som har fået navnet ”Waevers blok”.
Det har været en fantastisk oplevelse for os, en oplevelse man bliver helt høj af. Dels at kunne hjælpe, men også al den velvillighed vi mødte fra folk her i Danmark, der rigtig gerne ville bidrage. Det er jo helt fantastisk.
Vi er stadig i tæt kontakt med skolen og familien.
Venligst
Anne-Dorte Wæver
Jeg er netop færdiguddannet pædagog. I min sidste 2. lønnede praktik var jeg i en børnehave indenfor “normalområdet”. Institutionen jeg var i, lå under samme tag/dør om dør med en specialbørnehave. Da jeg skulle starte i praktik (og efter at have læst institutionens virksomhedsplan) havde jeg helt klart fået opfattelsen af, at de to institutioner havde et samarbejde og der var aktiviteter på tværs af de to institutioner, hvilket det skulle vise sig, at der desværre ikke var. Der havde været. Det undrede mig meget, da jeg kunne se, at børnene (som dagligt) mødtes på gangen, havde en nysgerrighed overfor hinanden men oftest blev det kun til et hurtigt “hej” og “farvel”. Jeg fandt frem til at det meget handlede om uoverensstemmelser mellem de to personalegrupper/eller manglende anerkendelse af hinanden. Jeg tænkte at det var meget ærgerligt hvis dette skulle stå i vejen for, at der ikke kom nogle aktiviteter igang, da det jo er børnene det handler om. Jeg mente at alle, børn såvel som voksne, kunne lære meget af hinanden på trods af forskellige behov og kompetencer/forskellighed så jeg tog “kampen” op på en konstruktiv, åben og imødekommende måde, ytrede mit ønske til min praktikvejleder som herefter præsenterede mig for lederen af specialinstitutionen. Herefter præsenterede jeg mine ønsker/forventninger/håb/drømme og institutionen kom med deres. Det lykkedes mig at få aktiviteter igang 2 gange om ugen, hvor personalet fra specialinstitutionen, børnene og jeg dansede og legede forskellige lege. Børnene udtrykte sand glæde ved dette og nogle af pigerne fik endda dannet nogle relationer ud over tiden her – altså fandt også sammen/aftalte at mødes og lege ude på legepladsen, hvor det før havde været meget delt op. Jeg synes det var en skøn oplevelse – og ihvertfald en ting der var værd at kæmpe for – specielt i en tid hvor der bliver snakket meget om anerkendelse og ligeværd:)
Jeg hjælper en pigerapper fra Sjælland med at få et gennembrud. Hun har i den grad hjertet på rette sted og sådan noget værdsætter jeg.
Jeg har arbejdet fulltime i radiobranchen i over 10 år blandt andet som musikchef, programchef og radiovært. I juni 2007 blev jeg certificeret coach hvilket har øget min forståelse for, hvor givende det er at give noget til andre, uden at forvente at modtage noget retur.
Hun spurgte mig om vi skulle være venner på myspace.com og det ville jeg gerne. Jeg har siden fundet af hvad hun er for en størrelse.
Trods en forfærdelig kronisk sygdom, som er meget psykisk belastende fordi den kan lamme hende og gøre hende blind, har hun stadig så meget viljestyrke og overskud, at hun kan tilsidesætte sig selv for at hjælpe andre. Det synes jeg prisværdigt.
Hun har givet unge indvandrere, som ellers ville hænge ud på gadehjørner, chancen for at komme med på sit album. Dette for at give dem indhold i livet, noget at stå op til samt chancen for at blive hørt.
Pladen har hun selv financeret. Hun har udsendt den på sit eget pladeselskab. Hun har postet 100.000 kr i sin seneste video og hun knyr på med en ukuelig vilje og giver ikke op selvom det er op ad bakke.
Da jeg ved, hvor svært det er at være “upcoming star” i pladebranchen, har jeg valgt aktivt at hjælpe hende med al den know how jeg har. Er der dømt nedtur løfter jeg hende op på hesten igen. Mangler hun ideer, giver jeg hende nye. Leder hun efter kontakter, får hun mine. Skal der promotes skriver jeg til dem jeg kender i radiobranchen. Vil hun have sparring sætter jeg tid af til det.
Hun vil gerne være noget for andre. Nu forsøger jeg at være vand på hendes mølle, så der kommer endnu mere strøm i åen. Hendes taknemmelige mails er løn nok i sig selv.