En viking krydser sit spor

Kogekanden bobler, og jeg åbner overskabet i det lille køkken for at lave en kop te. På hylden står der krus med titler som Ørkenens Sønner, Tivoli Variete og mange andre der har lavet forestillinger på scenen lige over hvor jeg står. Rummet er indrettet som en dagligstue med gamle sofaer og plakater fra de utallige forestillinger der har kørt her, nemlig Glassalen i Tivoli.

Jeg vender mig, og står ansigt til ansigt med Pablo Russell, der er ved at gøre sig klar til at gå på scenen, sammen med sin datter Autumn, der er med ham i Danmark denne gang. Pablo er afslappet, men alligevel spændt og koncentreret, mens hun fletter hans lange, kulsorte hår til 2 fletninger.

Klokken er ved at være 19, og en etage over os er Glassalen ved at blive fyldt op med 600 forventningsfulde mennesker.  Jeg beslutter mig for at gå en tur op til teknikpulten inden vi starter, og på vej op af trappen møder jeg Jesper Meyer, en god ven og fast del af vores crew, som er en gruppe af passionerede mennesker, der gang på gang stiller op og bruger tid på at hjælpe på Coachforums arrangementer. Jeg synes stadig det er fantastisk at mennesker i høje stillinger og travle hverdage giver sig tid til at hjælpere, og på vej op af trappen går det op for mig, at det er det vi alle sammen er.

Pablo Russell er også en hjælper. Under middagen vi spiste efter arrangementet i Glassalen fortalte han om et foredrag han holdt i Prag, hvor han følte at han stod og betragtede sig selv udefra, og det gik op for ham at det han stod og talte om, ikke kom fra ham selv. Han vidste ikke hvor det kom fra, men den aften lærte Pablo lige så meget som alle deltagerne.
 
Jeg tror det handler om at bevare ydmygheden og åbenheden overfor ting, og Pablo er nok, sammen med crewet og hans personlige hjælpere i Danmark, Zita og Mikael, nogle af de mest ydmyge mennesker jeg kender. 
Da jeg kommer op i Glassalen er den næsten fuld.  En kvinde kommer hen til mig, og spørger hvorfor jeg ikke har reserveret pladser til hende helt oppe foran. Hun havde fået billetterne gratis, der var stadig ledige pladser på de forreste rækker, hun var meget utilfreds, og på vej til teknikpulten tænker jeg på hvor meget forskel der dog er på mennesker.

Da klokken bliver 19 står Pablo og jeg bag scenetæppet, og efter en kort introduktion går Pablo på scenen. Han fortæller om hvor han kommer fra, og hvorfor han er kommet til Europa. Han forklarer om det indianske livshjul, og om forskellen på den ideelle måde at vokse op på kontra den måde vi lever på i Europa, hvor børn og ældre lever adskilt.
 
En sjov ting han fortæller undervejs er, at vi i Danmark jo er efterkommere af vikingerne, der troede på Odin og Thor. Han forstår ikke, at vi næsten nu har glemt hvor vi kommer fra, men i stedet har taget kristendommen til os som den primære trosretning. ”Kristendommen kommer nede fra ørkenen – I er jo ikke ørkenfolk ” siger han med et glimt i øjet.

For Pablo giver det styrke at vide hvor han kommer fra. Pablo stammer fra krigerne på prærien, og det giver ham stor styrke at vide han er en kriger i blodet, ligesom hans forfædre og forfædrene før dem. I dag skal vi ikke ud og jage vildt eller i krig med andre stammer, men vi skal alligevel nogle gange tage af sted med vores elskede og ud i kamp – på uddannelse eller arbejde, eller på lange rejser. Når vi kommer hjem har vi ikke en nedlagt bison med, men et uddannelsesdiplom, penge for en opgave der blev løst, m.v., så på den måde er vi stadig krigere, og at kende sine rødder giver styrke til at klare udfordringerne.

Klokken nærmer sig 22, og Pablo skal til at slutte af. Han beder os sætte os ret op i stolen med lukkede øjne, og forestille os en Buffalo der går i en snestorm.  Han begynder at tromme langsomt, mens han fortæller videre.. Stormen tager til, og sneen bliver dybere, og Buffaloen sidder fast. Den samler alle sine kræfter, springer fri af sneen, og kæmper sig længere og længere ind i stormen. Til sidst når den ud på den anden side af stormen, og springer ud på en grøn mark, hvor dens brødre og søstre går og græsser. Mens vi har lukkede øjne begynder Pablo at tromme og synge højere og højere. For vores indre øje ser vi Buffaloens kamp mod stormen.

Til sidst åbner vi øjnene, og Pablo spørger os om vi kunne se Buffaloen. Alle svarer ja med tårene pressende på , og han siger at den Buffalo er os selv.

Han beder os huske på, at næste gang vi har problemer eller er i en krise, så skal vi gå ind i problemerne i stedet for at løbe fra dem. Så vil de være overstået hurtigere. Gå selv forrest i vanskelige tider, og vis andre vejen. Følg hjertet i vigtige beslutninger der har med mennesker at gøre, og brug hjernen når det hander om praktiske detaljer. Beslut dig for altid at have tid til de vigtige ting i dit liv, og hav altid tid til at tale med din familie og dine medarbejdere. Hjælp de svageste, og tal med de ældre. Stil spørgsmål frem for at komme med svar. Tal fra hjertet, og sig altid sandheden, selv om den kan gøre ondt. Søg at opnå respekt gennem dine handlinger frem for gennem positioner. Find dit formål med at være her på jorden, og søg at blive afklaret med din fortid og din fremtid. Tilgiv dine forældre, hvis det er nødvendigt.

Med det sluttede Pablo Russell sit foredrag, og sagde at det havde været en fornøjelse og et privilegium at bruge denne tid sammen med alle deltagerne i Glassalen.

Lidt senere nede i køkkenet under scenen tænker jeg på hvad det er der gør at mennesker som Pablo Russell og Lasse Gustavson kan trække så mange tilskuere, imens jeg står og betragter plakaterne fra Ørkenens Sønner og mange andre populære shows, som der hænger så mange plakater fra på væggene i den lille stue.

Vi søger underholdning med et formål, fordi vi søger noget i os selv, som vi har glemt. Vi tiltrækkes af de mennesker, som kan vække det, der er faldet i søvn inden i os, men som skal være der hvis vi skal leve et stærkt og afbalanceret liv, hvis vi skal være en god leder for en gruppe medarbejdere, hvis vi skal være gode rollemodeller og forældre, hvis vi skal være gode ældre – og have det godt med os selv.

Det er præcist det samme det handler om – uanset om du er topleder, skolelærer eller folkepensionist.  Alle har muligheden for at vise lederskab i deres liv, finde ud af hvorfor de er her, finde deres ståsted i livet, og finde ud af hvad de kan hjælpe med, inden de skal herfra.
Den aften under Glassalen bliver jeg endnu en gang bekræftet i, at det også er præcist det, Coachforum handler om.

Alle de foredragsholdere vi arbejder med i Coachforum, har evnen til at skubbe mennesker tilbage til deres kerne, hvor de bliver stærke.  De har forskellige indgangsvinkler, forskellige erfaringer og baggrund, men de har evnen til at påvirke alle typer mennesker på et grundliggende plan.

Formålet med Coachforum er at finde og hjælpe de mennesker, der har de evner. Og så er det lige meget om det er at lave foredrag i Glassalen, eller et lederkursus med 6 deltagere.

På den måde er Coachforums undervisere og crew blevet vores familie og venner, og foredragene og kurserne er nærmest blevet en slags hygge- og netværkssammenkomster. Et meget udvidet netværk af relationer på kryds og tværs, hvor crew, undervisere og foredragsholdere og deltagere mødes og har en hyggelig aften. Nye relationer skabes eller gamle forstærkes.

Jeg vil gerne invitere dig til at være med. Missionen er, at det skal være for alle. Derfor holder vi arrangementer der koster helt ned til få hundrede kroner at deltage på, og lederkurser der koster mange tusind kroner at deltage på. Uanset hvad du deltager på, så er du velkommen, og tag endelig fat i os der render rundt i crew-trøjer.  Vi elsker at snakke med nye mennesker.

På vej ud af Tivoli i mørket den aften, med venner fra nær og fjernt omkring mig, går det op for mig at jeg er glad. Jeg er på rette spor. Jeg har været borte fra mine elskede børn, men jeg har været sammen med min kone, venner og familie, og jeg er på vej hjem igen. Jeg er en viking, der har været på togt. Og jeg er en hjælper, der har fundet min mission.

Af Jesper Kjærgaard