Chris MacDonald og kræften

Af Jesper Kjærgaard

En uge efter foredraget i Falconer står vi på Svendborg Teater og
forebereder aftenens foredrag. Jeg spørger hvordan det går med Cal, hans
far. Han kigger lige på mig og siger at han lige i går fik en ordentlig
omgang kemoterapi, og at han har det vildt dårligt. Men min far brokker
sig ikke, siger Chris. Det har han aldrig gjort. Faktisk har han aldrig
hørt sin far pive over noget en eneste gang i hele sit liv.

Lidt senere står vi ude på fortovet foran Svendborg Teater, og trykker
hænder med alle der strømmer til for at høre foredraget. Jan Pytlick
kommer forbi, og fortæller at hele kvindelandsholdet nu har taget “hu-ahh”
til sig som deres kampråb. Han bliver hængende lidt og takker for det
sidste foredrag som Chris holdt for håndboldpigerne. Respekten nærmest
lyser ud af ham.

Det støvregner lidt derude på fortovet, men det er forfriskende. Det har
været en lang dag for Chris, der stod tidligt op for at træne, for derfor
at køre til Jylland for at træne ledere hos et stort firma. Men han
trykker ufortrødent hænder, og ser frisk og afslappet ud med et stort krus
grøn te i hånden.

Jeg tænker på Cal i USA, og at Chris har arvet nogle af hans fars
egenskaber. Han piver heller ikke. Det må være ufatteligt hårdt at være
bevidst om, at ens far ikke har ret langt igen på den anden side af
jorden. Vi snakker om hvor mange blandt publikum der potentielt har kræft,
og kort efter står Chris på scenen og fortæller at alle mennesker har
kræftceller i sig, og at nogle ting får dem til at udvikle sig ondartet og
eksplosivt, og andre ting får dem til at holde sig nede.

“Kunne i tænke jer at vide hvad kræftceller ikke kan lide?” spørger Chris
drillende ud i salen. Stemningen er allerede på kogepunktet, og hele salen
brøler “ja!”

Min indre fremviser er tilbage ved Cal, mens salen hører om hvad der
styrker NKC’s – Natural Killer Cells, der er naturligt forekommende i
menneskekroppen, og bekæmper bl.a. kræftceller.

Cal blev i februar 2009 diagnosticeret med uhelbredelig cancer, og Chris
MacDonalds liv blev med ét slag vendt på hovedet. Cal er persioneret
flykaptajn og har gennem hele livet været et stort forbillede for Chris.

Efter diagnosen blev stillet tilbragte Chris flere uger hjemme hos
familien i Seattle. Cal har tidligere oplevet hvordan Chris kunne
inspirere mange hundrede mennesker på et seminar og på en række
spinningtimer, og han ser det som en gave at kunne inspirere andre, der
ikke må gå til spilde. Derfor får han Chris til at tage tilbage til
Danmark igen efter nogle uger hjemme.

På scenen er Chris ved at tegne en ond kræftcelle på flipoveren. Den har
demonstrativt takker hele vejen rundt og et surt ansigt. Ved siden af
tegner Chris en NKC-celle med et glad ansigt. Salen er ved at omkomme i et
latterudbrud.

“NKC-cellen er en fucking hu-ahh celle” råber Chris fra scenen mens han
banker på flipoveren. “Den kan gå lige forbi en forkølelsesvirus uden at
bemærke den, fordi den går kun efter kræftcellerne. Men de er tricky,
fordi de ligner helt almindelige celler, og det er først når kræftcellerne
er rimeligt langt i deres udvikling, at NKC-cellen kan på øje på den.”

Mine tanker er stadig tilbage i februar hos Cal. Han havde haft problemer
med hikke, og han ned til hans læge, og fik lidt mere end han regnede med:
Spiserørskræft. Der er fire stadier i spiserørskræft, hvor den fjerde er
den værste. Med mindre det er i stadie 1, så vil lægerne ikke engang
overveje at operere. Der blev lavet et PET-scanning, og da de fik
resultatet så de, at Cal lyste op som et juletræ. Hans lever var
fuldstændig proppet op med cancerceller, hans tarmsystem, hans mave var
proppet op med cancer. Det betyder at cancercellerne har flyttet sig til
andre steder og bare vokset og vokset.

På scenen forklarer Chris hvordan hvordan en NKC-celle ordner en
kræftcelle. “Det er helt vildt, man kan se i et mikroskop hvordan
NKC-cellen stikker et spyd ind i kræftcellen og sprøjter gift ind.
Kræftcellen tænker det var da ubehageligt, men jeg overlevede vist. Den
ved ikke at den er blevet syg. Dens DNA er blevet omprogrammeret. Næste
gang den replikerer sig selv – det er dét kræftceller er rigtig, rigtig
gode til – så vil de, når kopien er lavet, begå selvmord sammen efter 12
timer.”

I Seattle stod Chris sammen med de andre læger, som fik lov til at se hans
fars PET-scanning, før faren selv gjorde. Der var 3 læger og en ornikolog
som skulle diskutere behandling med Cal, og de kiggede over på Chris og
spurgte om det var rigtigt at Cal var på toppen af Mount Rainier for 14
dage siden? Chris nikkede, og lægerne sagde at det blev noget de ville
snakke om resten af deres karierre, fordi Cal var i stadie 4 cancer da han
besteg bjerget. Han havde været alvorligt syg i hvert fald i 6 måneder da
han nåede toppen.

“Så vil vi gerne have mange NKC-celler i kroppen, fordi de holder
cancercellerne nede” forklarer Chris, og tegner en masse celler på
flipoveren. “Prøv at tilsætte rafineret sukker til kræftceller – de vil
formere sig i massevis, kræftceller elsker sukker, de vil eksplodere i
antal. Tilsæt stoffet ECEG til kræftceller, og de vil blive hæmmet i deres
vækst.” Chris løber rundt på scenen og imiterer en kræftcelle der har det
virkelig dårligt. “Kræftceller hader det. Hvor findes ECEG? I grøn te, som
jeg har i den store kop på bordet. Nogle af jer troede nok at den var
fyldt med kaffe”.

I Seattle har Cal accepteret hvordan hans rejse ender. Da han kom ind til
lægerne sagde de at uden behandlig ville de give ham 2-4 uger at leve i.
Med behandlig ville han få det ad helvede til, men de kunne købe ham lidt
tid med kemoterapi. Måske 3 måneder. Cal spurgte lægerne hvad det længste
var de nogensinde har fået en person til at leve? Omkring 3 måneder i dit
stadie svarede de, og Cal bad lægerne om at gøre sig klar til at der blev
slået nogle rekorder.

“Der er et stof der hedder ID3, som cancercellerne også hader. Det vil
hæmme deres udviklig. Man kan få det i broccoli og  rosenkål. Når i griner
meget som i gør her i aften, så bliver der også produceret flere
NKC-celler. 70% af jeres imumforsvar ligger i tarmsystemet, og når i
griner bliver der produceret masser af nye NKC-celler.”

Chris spurgte Cal om han var bange for det her, og han svarede nej, for
det her var hans 3. fødselsdag. Cal forklarede at hans første fødselsdag
var dengang han fik sin navle. Den anden var da han sammen med Chris
lavede om på hans livsstil og fik styr på sin energi. Og den 3. fødselsdag
var den dag hvor han definitivt fik at vide at han havde en begrænset
mængde tid tilbage. Cal forklarede at han nu siger alle de ting han gerne
vil sige til alle dem han gerne vil sige det til, og han holder ingenting
tilbage længere.

Jeg sidder både hulkende af latter og med tårer i øjnene af at tænke på
Cal, mens Chris pisker rundt på scenen i Svendborg og forklarer om at
undgå det hans far er ved at dø af: “I har alle kræftceller i jer – de er
en naturlig del af jeres celler. Men i 1 ud af 3 personer i Danmark vil de
udvikle sig ondartet. Derfor kan man ikke bare sige “pyt” til grøn te og
broccoli selvom man ikke har fået diagnosen kræft. Man må finde en måde at
få det ind i kosten på uden at det bliver fanatisk. I skal vedligeholde
kroppens naturlige forsvar”.

I Svendborg er endnu en foredragsaften slut, hvor Chris har gjort alt hvad
han kan med humor for at få nogle alvorlige pointer ind på lystavlen hos
en fyldt sal.

Af Jesper Kjærgaard

Se kommende foredrag med Chris MacDonald her.